Landsbygruppen
Den officielle proces for Naturnationalpark Mols Bjerge (NNP-MB)er, at Naturstyrelsens forslag offentliggøres sidst på året, hvorefter en offentlig høringsfase følger. På trods af dette har Naturstyrelsen allerede igangsat fjernelse af udvalgte hegn og lukning af to veje (se kort på side 2), som forventes gennemført inden udgangen af 2025.
Altså Naturstyrelsen igangsætter væsentlige ændringer før planen for NNP-MB er offentliggjort og inden høringsfasen er begyndt.
Dette underminerer høringsprocessens formål og god skik for borgerinddragelse.
Det svarer til at påbegynde et byggeri, inden der er afholdt nabohøring.
Beskyttende hegn og tilgængelighed
Bevarelse af beskyttende hegn og tilgængelighed har været centrale emner i debatten om Naturnationalpark Mols Bjerge (NNP-MB).
Siden 2021 har Landsbygruppen Mols Bjerge løbende præsenteret samlende løsningsforslag, som er blevet delt offentligt, herunder også med Naturstyrelsen.
Landsbygruppens løsningsforslag understøtter samtidig formålet med NNP-MB om at skabe et sammenhængende område med helårsgræsning.
Landsbygruppens udgangspunkt er:
• Mols Bjerge er et unikt fredet kulturlandskab, der skal bevares.
• De kommunale veje skal bestå udenfor indhegning.
• Det skal sikres, at også svage og udsatte borgere kan færdes sikkert i området.
• Friluftslivet må ikke indskrænkes. De der færdes i området i dag - skal også kunne færdes der fremover.
Hovedpunkter i Landsbygruppens forslag:
• Bevare de beskyttende hegn, der holder dyrene væk fra stier, grusveje og sårbare områder som moser.
• Etablering af sluser ved lokale kulturveje, som sikrer, at både græssende og vilde dyr kan færdes frit i hele området.
• Sluserne giver Naturstyrelsen mulighed for at aflukke områder i perioder for at beskytte sårbare planter i blomstringsperioder og styre reproduktionen af græssende kvæg.
• Sluserne gør det også muligt at justere afgræsningen i delområder for at overholde Natura 2000-forpligtelserne. Hegnslinjer og tilgængelighed har ligeledes været det primære emne på møderne mellem Naturstyrelsen og Landsbygruppen.¨
Naturstyrelsen er derfor fuldt ud bekendt med Landsbygruppens (og andre interessenters) argumenter og løsningsforslag; som Naturstyrelsen dog har modsat sig uden overbevisende argumenter. I stedet har Naturstyrelsen:
• Tyet til skiftende forklaringer og henvisninger til ikke eksistrende rapporter, når deres argumenter er blevet modbevist med fakta.
• I stedet har Naturstyrelsen igangsat fjernelse af hegn og lukning af veje uden offentlig debat eller orientering, hvilket står i skarp kontrast til den omfattende debat og fokus, der har været på netop tilgængeligheden i NNP-MB.